LONE VILLAUME ©

 
KONTAKT  
 
 
 
 
 

CV

 
aktuelle og kommende
udstillinger
 

anmeldelser

 
 
billedkunst / installation
www.lonevillaume.dk
 
   
 

 

En sand humorist

 

  Om Lone Villaume's maleri

 

 

Af Tom Jørgensen

Redaktør af Kunstavisen / Kunstskribent på OPUS

 

 

Lone Villaume har malet et billede, der hedder ”Hvis vi bare venter”. Ved et cafebord sidder en enlig dame med armen om sin elskede hund, der stik mod takt og tone i restaurationsbranchen har placeret sig på den anden stol. Foran dem står en tallerken med to fristende kager. Der mangler imidlertid et eller andet. Kvinden skæver ud mod venstre, måske mod den tjener, der har brændt hende af til fordel for andre, mere checkede gæster. Udfra det triste ansigtsudtryk ligger der dog højst sandsynligt mere bag. Det er nemlig ikke kun tjenere, der ignorerer hende. Hele sit liv har hun ventet og håbet på noget, som aldrig er sket og nu har hun simpelthen resigneret. Hvorfor skulle en tjener dog også lægge mærke til en så lidet opsigtsvækkende person? Én ting har hun dog. Sin hunds ubetingede og grænseløse kærlighed. Den ser op på hende med et både sorgfuldt og ømt udtryk. Du skal ikke være ked af det, du har jo mig, synes dens våde hundeøjne at sige. Samhørigheden med hunden understreges kompositionelt af den perfekte cirkel, som kvinden, hundehalen og cafebordet udgør. En enhed, et holdepunkt i en usikker verden.

 

Hvis man med humor forstår komik iblandet en god portion tragedie, er Lone Villaume en stor humorist. Personerne, der befolker hendes billeder, har for flertallets vedkommende passeret deres livs zenit. De er ensomme, ømskindede og prægede af den apati, der kommer af ikke at omgås andre mennesker i længere tid af gangen. Cafeborde og bænke er deres foretrukne tilholdssteder. Her kan man tillade sig at sidde alene uden at det virker alt for påfaldende samtidig med, at man kan drømme om en lille flirt, ja, måske endda træffe en kommende livsledsager. Bliver det ved drømmeriet, har man jo altid den uundgåelige hunds grænseløse kærlighed.

 

Lone Villaume kan dog også være mere barsk. ”To gamle skvadderhoveder” hedder et billede. Slet og ret. Og de er da også nogle gamle fæmikler, de to ældre herrer, der i identiske træningsdragter lufter deres to identiske hunde i parken. Som de har gjort med militærisk præcision i de sidste 28 år. Ungdommen nu til dags, kan man høre dem vrisse til hinanden, mens de småskændes ned mod bænken ved søen. Kunstneren har også et godt blik til alle de fjumsede gamle hanner med bildæk om maven, der ser på badepiger, overbevist om deres status som de rene Adoniser.

 

Karikerer Lone Villaume sine billedvæsener, er det dog karikaturer, der aldrig bliver udleverende eller platte. Dertil er kunstneren for solidarisk med sit persongalleri. Som en Tati, Storm P eller  Susanne Bier registrerer Villaume livets små og store genvordigheder. Der pakkes ikke ind i vat, men der går heller aldrig tæskehold i det. Kunstnerens sympati for sine medmennesker er dyb og ærlig, for ensomhed og bitterhed er en skæbne, der kan ramme os alle.

 

Ind i mellem lader Lone Villaume dog også kærligheden sejre, lige så uventet og brat, som sorgen rammer med sin blinde tilfældighed.

Blikke mødes, hjerter smelter, sød musik opstår og har man intet andet diskussionsemne, kan man altid tale om Fido, der godt nok skæver en smule mistroisk op på sin nye konkurrent.

 

Lone Villaumes store force som maler er hendes evne til at definere et almenmenneskeligt univers, præget af stor varme, medfølelse og et godt øje til hverdagens komiske genvordigheder. Virkemidlerne er sparsomme indtil det asketiske: en ensfarvet baggrund, en flisebelagt forgrund og handlingen i centrum. Ingen overflødige detaljer, ingen farvemæssige eller kompositionelle udskejelser, men en helstøbt og gennemtænkt balance mellem handling, billedopbygning og ren fornøjelse. Lone Villaume er én af de få kunstnere i dag, der får os til at trække på smilebåndet og føle varme om hjertet.